Hvad er den hele Jord mig værd
med Hav og Bjærg og Taarn og Tind
imod de faa, jeg lukked
i mine Tanker ind.

Et Menneske kan bryde op,
saa tit han vil, og drage vidt,
han er dog der, hvor hedest
han elsked og har lidt.

Hvad ved den store Verden om,
hvad du har drømt, hvad du har tabt,
om tusind tavse Tanker,
hvoraf dit Sind blev skabt,

om du er blevet den, du er,
fordi du bandt din nøgne Sjæl
med Fenrisulvens Lænke
til Livets Marterpæl,

hvad heller om du sejrrig staar
og vandt dig Lykken for hvert Skridt,
- hvad kan den hele Verden
vel række dig af dit!