Du er ei meer!
Din Digter grà?¦der ved Dit brudte Leer.
Din Lod det blev at taale Rà?¸g og Flamme,
Dog stod Du fast; Du var og blev den samme.
Faa kjendte Dig paa denne store Jord,
Dog i Din Dà?¸d Du nà?¦vnes skal i Nord;
Jeg i Avisen vil et Grav-Vers sà?¦tte,
Saa Taarer skal de Skjà?¸nnes Kinder tvà?¦tte.
Fà?¸rst var Du Leer, nu bliver Du det atter;
Saa gaaer det selv Naturens bedste Datter.
Ak! var Du falden i en Kunstners Haand,
Du havde vundet ved hans Skaber-Aand;
Som Vase skulde Du da à?Â?iet gotte;
Men Skjà?¦bnen bà?¸d, - Du blev en Jydepotte.
Dit Liv svandt hen saa stille, indgetogen;
Som Askepot Du sov i Skammekrogen.
Tidt saae jeg Dig imellem Rà?¸g og Ild,
Naar Maanen skinnede saa bleg og mild.
Jeg saae Din Damp, i den steeg Aander frem,
Og sà?¸gte gjennem Skorsteens-Piben hjem.
Dig glemte de, naar de saae Stjerner tindre;
Da hà?¸rte jeg det koge i Dit Indre.
Ja Du har fà?¸lt og lidt som en Heltinde, -
Fred med Dit Minde!
En Digter hà?¸rer helst sin egen Sang,
Thi vil jeg là?¦se min saa mangen Gang,
Til Alfen kommer paa de hvide Vinger,
Og Trà?¸sten bringer.

Om Bà?¸rn og Linned drà?¸mte jeg i Nat,
Da vidste jeg, det ei var rigtigt fat.
Et Skrig fra Kjà?¸kkenet jog mig af mine Drà?¸mme,
Der saae jeg Dine Skaar i Suppe svà?¸mme.
Alt var Forvirring, slukt var Skorsteens-Flammen,
Malene grà?¦d og samlede Dig sammen.
I Gaarden skal nu Dine Stumper hvile,
Smaa-Blomster snart vil fra Din Gravhà?¸i smile.
Lad Tiden dà?¦kke Alt med sine Vinger,
Maaskee i Dà?¸den den Dit Held Dig bringer:
Hvor nu er Land, var fordums Tid et Hav,
En Bà?¸ge-Skov kan voxe om Din Grav;
Et Sekel gaaer;
En Antiqvar vil finde Dine Skaar;
Dybt i hans Indre taler hà?¸it en Stemme,
At Konge-Stà?¸v Du eengang monne gjemme.
Til et Musà?¦um skal Du Veien finde,
Som Skaar og Stumper Livets Krandse vinde.
Og nu Farvel! jeg skal Din Grav besà?¸ge,
Men lov mig, at Du aldrig her vil spà?¸ge. -
Grà?¦d ei, Malene!
Hun har det godt,
Den salig Pot!
Snart hvile ogsaa vore trà?¦tte Bene.