Du ligger dernede og drømmer saa blidt,
og jeg sidder vaagen og drømmer om mit.

Et Steds mellem Skræntens Olivenklynger,
der blaaner for Maanen, en Nattergal synger,

5hundrede Ildfluers Stjærnehær
funkler blandt Løvet og flyver mig nær,

funkler dybt nede, funkler heroppe,
brister som Gnister i Træernes Toppe,

men skjult bag Vinrankens mørke Hang
Græshoppen spiller sin spinkle Sang.

Firenze, som Maanen dig maler i Nat,
blev aldrig en Farve paa Lærred sat,

de lysende Mure, de dunkle Tage,
det er, som holdt Verden sin Aande tilbage,

som var du steget i denne Stund
- en à?ventyrstad - af Dalens Bund.

Firenze dernede, du straalende By,
som tog mine Tanker og gav dem Ly,

lad det, som hedest jeg tænker paa,
i evig Skønhed som du bestaa!