Under Korset stod med Smerte,
Stod med giennemboret Hjerte,
Jesu Moder, dødningbleg!
Solen sortned, da han daaned,
Sorte Hjerter ham forhaaned,
Pine hans var dem en Leg.


Rumme kan en Moders Smerte
Kun det ømme Moder-Hjerte,
Som begribes kun af Gud,
Dog er det kun Djævle-à?ie,
Den kan ei til Taarer bøie,
Før endnu den bryder ud!


Kirken, med sit Moder-Hjerte,
Kiender bedst Marias Smerte,
Under Kors og Verdens Spot,
Men Eens Død for Alles Brøde
Galden nu dog kan forsøde,
Alting gjorde Jesus godt!


Grandt han saae sin Moders Smerte,
Før den knuste hendes Hjerte,
Saae med Ynk det knakte Rør,
Har paa Korset hende givet
Søn, som ei skal miste Livet:
Den Discipel, som ei døer!


Ja, for Kirkens Moder-Hjerte
Fryd i Sorg og Trøst i Smerte,
Er det Guddoms-Ord især:
Leve skal, til herlig kommer
Zions Brudgom, Verdens Dommer,
Den Discipel, han har kiær!


Brist da aldrig, Moder-Hjerte!
Drukne kan du al din Smerte
I din Frelsers Kiærlighed!
Hvad end Sønnerne maae lide,
En Guds Søn er ved din Side,
Og hans Brødre døe i Fred!


Saa har i sin Moders Hjerte
Jesus dulmet Dødens Smerte,
Med sin dybe Kiærlighed,
Derfor kun han vilde bløde,
Derfor stod han op af Døde,
Efterlod paa Jord sin Fred!


Freden til sin Moders Hjerte
Jesus vandt ved Dødens Smerte,
Den er Kirkens Skat og Priis,
For den Fred hans Kæmper strede,
Med den Fred hans Vidner lede,
Gaae med den til Paradis!


Vær velsignet, Moder-Hjerte!
Vær velsignet, Moder-Smerte!
Vær velsignet, Kvinde-Bryst!
I for Gud har fundet Naade,
Vandt, ved Christi Korses Gaade,
Hvad I savned: evig Trøst!