Tvang til Tro er Snak i Taaget,
Hjertet værger sig med Fynd,
Tvang til Skrømt, som Pave-Aaget,
Det er Tvang til Løgn og Synd;
Kun til Helved kan Man tvinges,
Mens til Himlen blot der ringes,
Frihed følger Sandheds Aand!


Fienden byder Baand og Lænker,
Truer os med Død og Dom,
Frelseren os Livet skiænker,
Bryder for os Mur og Bom,
Kommer for at løse Fanger,
Kvæder som en kronet Sanger
Høit om Friheds Gylden-Aar!


Jesus, som den gode Hyrde,
Leder om fortabte Faar,
Vinker hver, som under Byrde
Syg i Sind nedbøiet gaaer,
Beder dem til sig at ile,
Byder dem den sande Hvile,
Mildheds Aag og Byrde let!


Nægtes end Hans Ord og Tale
Indpas, Sted og Hjerte-Rum,
Ei vil Ondt med Ondt betale
Fredens Evangelium,
Kalder aldrig Ild fra Skyen,
Gaaer som Han fra Uvens-Byen
Stille til et bedre Sted!


Og, saavidt som Rygter fare,
Ei for Sjæle-Friheds Sag
Kæmped nogen Helte-Skare
Boldt som, under Korsets Flag,
Den fra Stephanus til Luther,
Som med Krandsen Kiæden slutter,
Seierherren over Rom!


Ak! at Herren skal behøve
Til sit Folk at raabe end:
Seer, I Blinde! hører, Døve!
Frelseren er Friheds Ven!
Hvem er det, som Mig forvandler,
Trods mit Navn, til Slave-Handler?
Det er Fienden, jag ham ud!


At hos Mig er godt at være,
Millioner sang tilforn,
Af mit Huus, Mig til Vanære,
I har gjort et Fange-Taarn;
Lukker op og lader løbe
Hver, som ei har Lyst at kiøbe
Guld hos Mig for alt sit Gods!


Lukker op og lader fare!
Nøle I, saa farer Jeg,
Siger til min Engle-Skare:
Op nu! lad os gaae vor Vei!
Længe nok vi gjorde Prøve,
Længe nok for à?ren døve
Sødt I sang om Himmerig!