Jeg gik mig ud en Sommerdag at høre
Fuglesang, som Hjertet kunde røre
I de dybe Dale
Mellem Nattetgale,
Og de andre Fugle smaa som tale.

Hvor Fugle boe i grønne Bøge-Sale
Sang i Gry og Sang i Aften-Svale
Liflig, fin at høre,
Tryllede mit øre,
Kunde dog i mig ei Hjertet røre.

Jeg gik mig ind en Vinterdag at høre
Kirkesang, som Hjertet kunde røre
I de dybe Dale,
Hvor i Aften-Svale
Engle vinke, som de vilde tale.

Med Orgel-Klang der stødtes i Basuner,
Choret sang i Takten efter Runer,
Mig med Kinder blege
Ingen Tone-Lege
Kunde i mit Hjertes Grund bevæge.

Jeg laae paa Knæ, hvor Herrens Røst gienlyder
Taushed dyb en Bønlig Stemme bryder
Stiger op og throner
Kirken giennemtoner,
Hilser Mand af Muld fra sin Forsoner.

Fra Natten da han er forraadt og bryder
Livets Brød til Dødens Folk det lyder:
Tager det som bydes
Legem mit som brydes,
Og mit Blod som jer til Gavn udgydes.

Da fik jeg i mit stille Sind at høre
Fuglesang, som Hjertet kunde røre
I de dybe Dale
Himlens Nattergale
Slog i Chor, som Engle smaa, der tale.