Guds Fred! hvor I bygge
Paa Mark og paa Fjeld,
I Bøgenes Skygge,
Ved Elvenes Væld!
Guds Fred over Skoven,
Hvor Stammerne staae!
Guds Fred over Voven,
Hvor Snekkerne gaae,
Som ankre, som flage
Paa festlige Dage,
Som end tone Fædrenes Flag!


Guds Fred, som den fandtes
Ved Fædrenes Barm!
Guds Fred, som den vandtes
Ved Frelserens Arm!
Guds Fred, som den throner,
Hvor Kiærlighed boer!
Guds Fred, som den toner
I Hytter af Jord,
Som selv jeg den nyder,
Tilønsker og byder
Jeg Brødre og Frænder i Nord!

3.
Guds Fred og God-Morgen
Paa Mark og paa Fjeld!
Forvundet er Sorgen,
Mig piinde i Kveld,
I Mid-Nattens Mørke,
Da Hel-Hanen goel,
Da Mulmet i Størke
Sig værged mod Soel,
Da Natten med Dagen,
Michael med Dragen,
Mig tykdes at kæmpe om Nord.

4.
Om drømt eller vaaget
Jeg haver i Nat,
Om lukket var Laaget,
Hvad heller opladt,
Om sovet som Fugle,
Om vaaget som Mænd,
Jeg har i min Kule,
Er dunkelt mig end,
Men i mig dog Gløden
Vist droges med Døden,
Som døende, ulmende Gnist.

5.
Jeg følde, at slaget
Af Marken, paa Fjeld
Af Skygger bedraget
Jeg raved i Kveld;
Bortblæst var min Størke,
Og myrdet min Ro,
Det tordned i Mørke:
Og havde du Tro
Til Bjerge at flytte,
Det kan ikke nytte,
Naar Hjertet er steenhaardt og koldt.

6.
Mig tykdes, at Staven
Var over mig brudt,
Til værre end Graven
Af Herren forskudt;
Mit Støv jeg foragted,
Min Sjæl var mig Alt,
Jeg Døden betragted
I aandig Gestalt,
Med Døden i Hjerte
Jeg følde ei Smerte,
Men blegned og giøs for mig selv.

7.
Da lærde jeg Arme,
I Midvinter sval,
At Lys uden Varme
Er Helvedes Kval;
Ei græde jeg kunde
For Gud eller Ven,
Kun grue og grunde
Og grue igien,
Jeg kæmpe mig vilde
Til Kiærligheds Kilde,
Omskabe jeg vilde mig selv.

8.
Du Jord-Klimp! du Synder!
Hvad tænker du paa!
Hvad Kiødet begynder
Maa Aanden forsmaae.
Du Gud vil undvære,
Til du er Ham lig,
Nei, giv Ham sin à?re,
Saa hjelper han dig!
Fra Døden til Livet
Kun Een det var givet
Paa Vinger at hæve sig selv.

9.
Saa tugted mig Aanden
Med trøstende Ord,
Og bar mig paa Haanden
Til Kirke i Chor;
Der selv han mig døbde,
Til Anger og Bod,
Og Han, som os kiøbde
Fra Død med sit Blod,
Han skiænked mig Livet,
Som Ham det er givet,
Med Kysset i Kiærligheds Kalk.

10.
Gak ud, sagde Aanden,
Forkynd over Land,
At Daaben, trods Haanden,
Er Mere end Vand,
At Nadverens Naade,
I Viin og i Brød,
Paa underfuld Maade
Kan frelse fra Død!
Ved Midvinters-Tide
Du selv fik at vide
Hvad glimrende Skygger formaae.

11.
Mit Sværd dig har saaret,
Min Haand dig har lægt,
Til Kamp est du baaret,
Til Maal og til Vægt;
Stik Sværdet i Skeden,
Som feil du har brugt
Tænk immer paa Freden!
Saa strider du smukt.
Mit Sværd jeg dig laaner,
Hvad for det neddaaner
Det vækker forklaret jeg op.

12.
Du Sværdet skal bære
I Sandhedens Gjord,
Du Verden skal lære,
At fast er mit Ord.
Ja, Verden skal finde
Paa dig og din Færd,
At ei gaaer iblinde,
Den, jeg giver Sværd,
At myrdes kan Ordet,
Men aldrig ved Mordet
Berøves sit evige Liv!

13.
Slet intet du mægter,
Kom vel det ihu!
Saa ei du tilfægter
Dig Afmagt og Gru!
Paa Gud skal du bie,
Om og Han er seen,
Det ellers maa svie
Til Marv og til Been;
Hans Timer og Dage
Gaae frem og tilbage,
Du Jord-Klimp! tie stille for Gud!

14.
Udraab kun, at Ordet,
Som skrevet det staaer,
Bogstavelig jordet,
I Aanden opgaaer,
Til ham at afbilde,
Som, efter sin Død,
Beviiste med Snilde,
At Ordet blev Kjød,
Vil altid bevise,
At Ordet er Spise,
At Ordet er Liv og er Aand!

15.
Udraab kun, at Striden
Med Raad og med Daad,
Udraab kun, at Tiden,
Med Smiil og med Graad,
Skal Kronen forgylde
Til Kongen saa from,
Som hid i dens Fylde
Med Fred-Lyset kom,
Som mildelig bier,
Til Orgelet tier,
Med Seglen og Dommens Basun!

16.
Udraab kun: hvert à?ie
Skal see ham i Glands,
Hvert Knæ sig skal bøie
I Kraft-Navnet Hans,
Hver Menneske-Tunge,
Som toner paa Jord,
Skal vidne og sjunge:
Den Herre er stor,
Til Faderens à?re
Velsignet Han være,
Vor Broder, vor Frelser, vor Gud!

17.
Lad à?jet kun stirre
Paa Tidernes Tegn,
Men ei sig forvirre
I Mythernes Egn!
Udraab hvad du skuer!
Fortæl hvad du veed!
Velsign mine Duer,
Hvor de synke ned!
Frygt aldrig for Fienden,
Men vogt dig for Vinden,
For Skinnet af hvad Jeg har sagt!

18.
Naar Lyset, du skimter,
Af Ordet opstaaer,
Da siig, hvor det glimter,
Hvad sikkert det spaaer!
Thi Himlen skal svinde
Og Jorden forgaae,
Men Ordet skal vinde
Og Tegnet bestaae,
Som Ordene lyder,
Hvad Tegnet betyder
Maa Aanden som gav det forstaae!

19.
Saa giør nu dit Bedste!
Paa Ordet giv Agt!
Jeg kun vil stadfæste
Hvad selv jeg har sagt,
Men skulde og Helte
Jeg skabe af Been,
Og skulde jeg smelte
Mig Hjerter af Steen,
Ei svigte skal Ordet,
Men herlig, trods Mordet,
I Aanden forklaret opstaae!

20.
Saa lød fra det Høie,
Hvor stille jeg sad,
Med Ordet for à?ie,
En Røst over Blad;
Jeg lytted, jeg loved
Den Herre saa blid,
Jeg ypped, jeg voved
Den standende Strid,
Jeg høded, jeg hugged,
Jeg sang og jeg sukked,
Min Hu stod til Seier og Fred.

21.
Jeg tog nu mit Stade
Hvor Gud mig det gav:
Paa Babylons Gade,
Ved Daniels Grav,
Hvor sidste Gang Ordet
I Psalmer gienlød,
Hvor Luther var jordet,
Hvor Troen var død,
Hvor Stenen alt kneiste,
Som Saga opreiste
Til Tegn ved hensmuldrede Been.

22.
Der stod uforfærdet
Jeg ikke som Steen,
Men blottede Sværdet,
Og var ikke seen,
Med Straalen i Størke
At vise paa Skjold,
Han stred ei for Mørke,
Den Kæmpe saa bold,
Hans Sværd var en Straale,
Som godt kunde taale
At prøves i Helvedes Ild.

23.
Som Sværdet, saa Huset,
Han bygged for Gud,
Ei sank det i Gruset,
Trods gloende Skud;
Thi Grunden var ægte,
Og Muren stod fast,
Om ogsaa hver Lægte
I Luerne brast,
Hvad Staalet kan skiære,
Kan Baalet fortære,
Men Haand og med Staalet fornye.

24.
Som Huset, saa Harpen
Han slog over Muld,
Fra Elben til Sarpen,
Med Strænge af Guld.
Kast Harpen paa Baalet:
Den Strænge-Leg gild,
Som trodsede Staalet,
Den taaler og Ild,
Sit Offer den bringer,
Og klarere klinger
Udglødet den luttrede Stræng.

25.
Som Harpen, saa Bogen,
Der bærer hans Navn,
Og skimler i Krogen,
I Skyggernes Favn;
Hvad Haanden har malet
I Røg kan opgaae,
Hvad Tungen har talet
Skal luttret opstaae,
Paa glødende Vinger
Fra Baal sig det svinger
Som Stjerner til Himlen saa brat.

26.
Som Bogen, saa Barnet,
Han avled paa Jord,
Udviklet af Garnet,
Oplært af Guds Ord
Sin Moder at ære,
Og til hendes Værn
At træde og bære
Selv gloende Jern,
Mens stille hun binder
Sin Krands af Kiærminder
Med Taarer ved Faderens Grav.

27.
Er à?iet og Maalet
Ei Grunde for Dyr,
Skal Barnet paa Baalet
Bevise sin Byrd,
For Barnet at braske
Det klæder kun slet,
Men see, om hans Aske
Ei giver ham Ret,
Saa af den sig hæver,
Mens Baalet end bæver,
Som Kæmpe hans Fader paa ny!

28.
Som Barnet, saa Bordet,
Han dækked i Chor,
Til à?re for Ordet,
Som Barnet kun troer,
Til Gave og til Glæde
For alle de Smaa,
Som gierne til Sæde
Paa Skamlerne gaae,
Og gierne staae Skrifte
For Ham, som vil stifte
Et kiærligt, et evigt Forlig.

29.
Ja Bordet, som Daarer
Foragte nu saa,
At det ikkun Taarer
At tolke formaae,
Deraf kan I brænde
Med Dugen hver Splint,
Men om til den Ende
I springe i Flint,
Ei Sølvet og Guldet,
Udluttret fra Muldet
I Smelterens gloende Ovn!

30.
Saalænge end findes
I Støvet et Savn,
Der kun kan forvindes
I Frelserens Favn,
Saalænge skal Bordet,
Med Sølv og med Guld,
Med Troen paa Ordet,
Staae høit over Muld,
Og Hjerter forene,
Som levende Stene,
Til Piller i Faderens Huus.

31.
Ja, selv naar udtømmet
Er Kalken paa Jord,
Og atter indstrømmet
I Englenes Chor,
Skal selv i Guds Rige
Sig reise det Bord,
Thi aldrig kan svige
Et Sandhedens Ord,
Og sagde han ikke:
Det Ny vil jeg drikke
Med eder i Faderens Land!

32.
Saa, ivrig med Tunge
Og dristig med Pen,
Jeg Sværdet lod sjunge
Om Bibelens Ven,
Jeg Ordet lod virke
Paa gammeldags Viis
I Skole og Kirke,
Til Fædrenes Priis,
Jeg Ordet lod dømme,
Og Aanden berømme,
Som Ordet gav levende Kraft.

33.
Naar Rø