Vor Junker kom i Skoven, der Grethe han saae,
Hun gik og samled Jordbær, hun trak dem paa Straa,
De modneste de bedste, hvert af dem frisk og sødt.
»Ei Grethelil,« saa talte han: »det er jo heldigt mødt.
Jeg vil hjelpe med at plukke!

Det rødeste det bedste, jeg fandt denne Stund,
De sødeste meest friske, det groer paa din Mund,
Du veed ei selv din Rigdom, men Grethe jeg veed den,
Og derfor vil jeg hjelpe Dig, jeg er en ærlig Ven.
Jeg vil hjelpe med at plukke!«

I Skoven stod en Slaaentjørn, den hørte derpaa,
Før Junkeren det vidste i Tjørnen han laae,
Og Grethe løb, hun smilte, og sagde mange Tak!
Den Slaaentjørn havde Torne og alle Torne stak.
Jeg vil hjelpe med at plukke!